torsdag den 12. april 2012

Genopladning


Efter to ugers tætpakket program og fantastisk rejseliv under den hede burmesiske sol trænger alle 16 damer til et par velfortjente feriedage. Vi er ankommet til Thailands travle hovedstad, Bangkok, men efter kun få dage går turen videre med bus og båd til paradis-øen Ko Samet, hvor drømmen om hvide sand-strande, turkisblåt hav og sommerbrune skanker opfyldes. Energiforbruget er skruet helt i bund, og det eneste, der kan lokke kroppen fra at ligge på langs i det varme sand, er massage, smoothies og afkøling i havets bølger... Og så lige diarré for den sags skyld. (Men generelt klarer maverne sig altså okay!) 
Efter solnedgang lægges dagens fangst på grill (mmh!), og der bestilles mere eller mindre smagfulde bucket-drinks til at supplere nattens badning, dans og søvn. -Det eksotiske ø-liv risikerer man hurtigt at blive afhængig af! 

Nu har danskerhuden dog godt af at komme væk fra bikini og badning, så den kan ømme sig og skalle i fred. Fire dages intensiv afslapning formåede at lade os op, og nu er vi mere end klar til at få Burma på hjernen igen og møde endnu flere vilde personligheder!   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar