Vi ankom til Mae Sot i det nordlige Thailand tirsdag nat. Onsdag
eftermiddag skulle vi mødes med AAPP (Assistance association for political
prisoners). Vi er meget spændte på mødet, da vi hjemmefra har hørt meget om
politiske fanger i Burma og deres grufulde torturmetoder. Da vi kommer ind ad
porten og hen til huset, hvor organisationen holder til, mødes vi af den 39-årige
kvinde, Khin Cho Myint aka. Zuu. Hun smiler varmt og viser os hen til ”mødelokalet”
under halvtaget.
Hun var fængslet i Burma fra 1998-2004, fordi hun medvirkede
i demonstrationer mens hun studerede. I 2008 flygtede hun til Thailand af frygt
for at blive fængslet igen. Først sad hun fængslet i Insein fængslet, som er
Burmas største fængsel og ligger i Yangon, hvor hun selv kommer fra. Efter
nogen tid blev Zuu flyttet til et fængsel langt væk fra hendes familie, og det var
derfor svært at få besøg, hvilket var meget hårdt for hende. I det første år
var det forbudt at læse bøger, og der var absolut intet at foretage sig. Maden
i fængslet var meget ringe og bestod af ris og noget suppe, men familien kom
med mere mad til hende. Lægehjælpen er også meget dårlig, og medicin skal man
få udefra. Dem, der ikke har mulighed for at få hjælp udefra, har meget svært
ved at klare tilværelsen i fængslet. Alle vi piger lytter intenst til Zuus
historie, og det er utroligt, at hun stadig smiler sit store smil og har viljen
til at kæmpe videre på trods af alt hvad hun har oplevet. En af os spørger,
hvordan hun klarede tiden i fængslet. Zuu overvejer sit svar. Meditation, siger
hun så. ”Jeg holdt mig oppe ved meditation”.
Vi snakker lidt om Burmas udvikling, og kommer ind på
fremtidsplanerne. ”Min største drøm er at bo et sted, hvor der er demokrati og
menneskerettigheder. I er så heldige at bo i jeres land.” Efter dette svar er
der helt stille og vi sidder eftertænksomt og kigger på Zuu.
Efter mødet går vi tilbage til hotellet og snakken går
videre om politiske fanger. En ting er der enighed omkring: Ja, vi er godt nok
heldige i Danmark, og vi er enige om, at vi burde værdsætte det endnu mere, end
vi gør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar