Jademarked i Mandaley

     

-   - Salg af Burmas blingbling eller social samleplads? 28-03-2012

På jademarked i Mandaley er der ligesaa meget fokus på socialt samvaer, som der er på jadesten.

Efter at vaere blevet bonet for 1 dollar i indgangen traeder man ind i menneskemaengden, som udgoer Mandaleys jademarket. Alle oejne stirrer straks mod en, mens man slentrer ned ad de smalle gader taetpakket med alt fra vaerksteder til cafeer og spillebuler. Forventningen om raekker af butikker bugnendene af jadesten og overvaeldende smykker falder straks til jorden. I stedet for foeles det som at traede ind i Mandaleys dagligstue. Gadebilledet er praeget af cafeer, hvor folk sidder og snakker, spillebuler med intense billiardkampe, bob og et lokalt spil med muslinger, som ifoelge en gammel mand havde noget med ”one, one, one” at goere. I dele af market er det svaert, at hoere hvad man selv taenker for maskinerne som arbejder på hoejtryk og spytter jadesten ud i maengder. Herefter bliver stenene solgt i små butikker rundt omkring på market. Her bliver stenene gennem gransket med lup og pincet foer prisen fastslaas. Blandt disse butiksejere er en 76-årig kvinde, som efter at have arbejdet  som engelsklaere i 30 år for regeringen nu i sin pensionstid har kunnet åbne sin egen smykkebutik. Det er ikke svaert at foele sig velkommen, stort set alle er meget kontaktsoegende og proever at fyre deres få engelske gloser af. Kommunikationen når dog sjaeldent laengere end ”hello”, ”yes” og et smil, da engelsk kundskaberne hoerer op. En mand staar i sin butik og spoerger: ”Germany, Germany” og finder en militaerhat frem. Denne bliver straks placeret på vores hoved og han begynder at heile. Meget laengere raekker hans engelsk kundskaber dog ikke, og vi finder aldrig ud af hvori hans begejstring for Hitler ligger.

Vi gaar fra markedet uden jadesten men en del oplevelser rigere.

Myang Hai 

Et skridt ude af taxaen og vi blev straks overvaeldet af gadesaelgeres raab, tiggerboerns ”money money”, og nonnernes messen. Kaoset ramte os som en skaerende kontrast til Yangons rolige atmosfaere. De to foerste minutter stod vi som to meget hoeje, blege og forvirrede turister paa det spraellende burmesiske jademarked. Midt i kaoset fik vi oeje på det typiske burmesiske venlige smil, og det var her vi moedte Myang Hai. Vi begynder samtalen med denne 39 årige jadesaelger, og pludselig begynder vi at snakke om det meget saarbare emne: styret. Rystende på kamerahaanden, spoerger vi usikkert hvad han foeler om det kommende valg og landets nuværende situation. Et nervoest smil dukker frem på Myang Hais laeber, hvor han udtrykker sit haab om et frit og fair valg – modsat valget i 2010. Han forklarer, at han personligt har kunnet maerke de seneste aars forandringer, da han foeler sig mere fri. Angsten praeger ham dog stadig, for som han siger: everybody is still afraid. Ordet bange leder samtalen hen på militaerstyret og pludselig opstaar en nervoes og sitrende stemning. Myang Hais oejne moeder ikke mere vores, men flakker i stedet forskraemt rundt. Stille fortaeller han, at militaerstyret har kontrolleret hele hans liv, da alle burmesere, inklusiv ham selv, har gaaet bange rundt, for som han selv siger: their rules above all. Gentagne gange sagde han: nu kan jeg ikke snakke mere, men han fortsatte sin beretning. I ly af larmen fra jademarkedet fortalte han, at alle burmesere oensker frihed. Alle burmesere oensker hoejere levestandard – dette var hans droem for Myanmar. Det var ikke vores vestlige forestilling om demokrati, der dominerede hans fremtidige droem- men droemmen om mad på bordet og frihed….